Genvalg til danske beach-landstrænere
Lagt på sportt.dk den 16-02-2017 af sportsWebmaster
Når EM i Beach Handball til sommer spilles i Kroatien, deltager Danmark i både herre- og dameturneringen, og de to landstrænere er gamle kendinge.DHF’s bestyrelse valgte i efteråret at genoprette Beach Handball-landsholdene efter to års dvale, og det har skabt stor begejstring i beach-miljøet, som har fået flagskibene tilbage. I spidsen for hhv. herre- og damelandsholdet er der genvalg til de to tidligere landstrænere, Gorm Andersen og Morten Holmen.
”Det er helt fantastisk, at vi har fået landsholdene op at stå igen, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang igen,” lyder det fra herrelandstræner Gorm Andersen, og han bakkes op af Morten Holmen, der endnu engang skal stå i spidsen for damerne:
”Det er et stort skridt i den rigtige retning, at vi nu får lov at arbejde videre med beach-landsholdene. Det er en sport i fremgang, og det er derfor vigtigt, at vi er med fremme. For mig personligt er det en stor glæde at få lov til at yde mit bidrage til at rykke dansk Beach Handball.”
Tidlig EM-termin fremskynder udtagelse
EM i Beach Handball ligger i år lidt tidligere end normalt, og det betyder, at udtagelsen af EM-truppen skal finde sted, inden DM-turneringen er færdigspillet.
”Selvom vi ikke kan se hele DM-turneringen, inden vi skal udtage trupperne, kommer vi rundt og ser stævnerne og til fremtidigt brug noterer os alle de talenter, der viser niveauet på strandene,” fortæller Morten Holmen og forklarer, at selv om den tidlige EM-termin er en udfordring, har han et godt billede af, hvem af de danske beach-spillere, der har niveauet.
”Jeg har set masser af beach-kampe herhjemme de sidste par år, og jeg har et godt netværk og en solid erfaring, så jeg synes, at jeg med de samlinger, vi kan nå at have herhjemme nok skal få samlet et stærkt hold.”
Gorm Andersen tror også på, at de danske hold har gode chancer for at klare sig godt trods de to års landsholdspause og den tidlige EM-udtagelse:
”Vi har ikke den samme forberedelse, som nogle af de andre lande, men vi skal tro på, at vores håndboldopdragelse gør en forskel. Den måde, vi spiller på herhjemme, som ikke er båret af individuelle præstationer, men mere handler om at spille hinanden gode og træffe de rigtige beslutninger,” siger Gorm Andersen, der har indtryk af, at de danske beach-spillere trods landsholdenes fravær har arbejdet hårdt for at holde niveauet:
”Jeg oplever, at niveauet er rigtigt højt, og vi har haft et klubhold, der har deltaget i en europæisk turnering, så jeg tror, der bliver mange om buddet, og jeg kan kun opfordre til, at flere går i sandet og kæmper for deres chance og deltager ved så mange kvalifikationsstævner som muligt.”
Begge landstrænere vil i det sene forår samle en større flok fra henholdsvis øst- og vestdanmark for at se flest mulige spillere an.
Fakta om Beach-sæsonen
- Rødbillet Beach Tour spilles i weekenderne fra ultimo maj til medio juni
- Beach Touren afsluttes med DM-finalestævne d. 17. juni
- EM spilles i Zagreb, Kroatien d. 20.-25. juni
- Følg med på Facebook www.facebook.com/dhfbeachhandball
Gorm Andersen
Er en kendt skikkelse i beach-miljøet via sit mangeårige engagement i BK Ydun, der traditionelt har prioriteret Beach Handball højt. I 2009-2011 var han beach-landstræner i Oman, hvor der blev trænet to gange om dagen fem dage om ugen. Derudover var han i flere år assistenttræner/holdleder for de danske beach-herrer, og i 2013 blev han landstræner for herre-ungdomslandsholdet, der deltog ved EM på hjemmebane i Randers. I 2014 overtog han landstrænerposten efter Lars Møller, hvor han førte holdet til en fjerdeplads ved VM i Brasilien.
Morten Holmen
Er til denne sæson kommet hjem til Danmark og et trænerjob i EH Aalborg efter 7½ år som håndboldtræner i Norge. Holmen har stået i spidsen for beach-damerne siden 2009. Fire år i træk har holdet spillet sig til finalerne og taget sølv med hjem til Danmark: VM i Tyrkiet 2010, EM i Kroatien 2011, VM i Oman 2012 og EM i Danmark i 2013. Ved VM i Brasilien i 2014 blev det til en 7. plads.