Find vej: Forside » Artikler » Skjern Håndbold er pokalmestre 2016

Skjern Håndbold er pokalmestre 2016

Lagt på sportt.dk den 07-02-2017 af sportsWebmaster


Herrernes pokalturnering er de seneste to dage blevet afgjort ved Santander Cup Final 4 i Aalborg. Her vandt Skjern Håndbold, Bjerringbro-Silkeborg blev toer, og Aalborg Håndbold tog bronzen.Gigantium i Aalborg har i de seneste to dage dannet rammene for herrernes finalestævne, Final 4, i pokalturneringen. I lørdagens semifinaler slog Bjerringbro-Silkeborg KIF Kolding København, mens Skjern tog finalepladsen foran hjemmeholdet fra Aalborg.
I søndagens medaljekampe sikrede Aalborg sig bronzemedaljerne, mens Skjern i den efterfølgende pokalfinale vandt trofæet. De fire mandskabers placering endte derfor således:

1.: Skjern Håndbold
2.: Bjerringbro-Silkeborg
3.: Aalborg Håndbold
4.: KIF Kolding København

Finalekampen: Bjerringbro-Silkeborg – Skjern Håndbold 20-27 (7-13)
Der var lagt op til et brag af en pokalfinale i en flot kulisse i Gigantium. Det var de grønklædte fra Skjern, der kom bedst fra start. Skjerns målmand, Tibor Ivanisevic, kom fantastisk i gang med syv redninger i træk. Skjern-målmanden havde en redningsprocent på 70 efter de første 30 minutter. Det gik også udover Bjerringbro-Silkeborgs angrebsspil, der i den grad haltede. Der skulle gå hele ti minutter, før BSV kom på tavlen, da de reducerede til 1-3. Herefter stod der igen Skjern på det meste. De grønblusede var dominerende i begge ender af banen. Det resulterede i en pauseføring på 13-7 i Skjerns favør.

De to mandskaber delte succeserne efter pausen. Begge hold skiftedes til henholdsvis at brænde chancer og score mål. Derfor var Skjern med et kvarter tilbage stadig solidt foran med fem, 19-14. BSV kom bedre med i slutningen af kampen. De hvidklædte kom på minus tre med otte minutter igen, men tættere kom de ikke. Efter 60 minutter kunne Skjern glæde sig over titlen som pokalmestre med en sejr på 27-20.

Bronzekampen: KIF Kolding København – Aalborg Håndbold 23-33 (10-14)
Det var hjemmeholdet fra Aalborg, der fik den bedste start på bronzekampen, hvor målene væltede ind i begge ender i kampens indledende minutter. Begge målmænd havde det svært i en tempofyldt start, hvor Aalborg kunne glæde sig over en 7-3-føring efter 10 minutter. Dette blev dog efterfulgt af en aalborgensisk måltørke på syv minutter, der lukkede KIF Kolding København ind i kampen igen. Trods bedre spil fra KIF Kolding København, var det Aalborg, der var et skridt foran i de første 30 minutter. Hjemmeholdet gik til pause foran med 14-10.

Aalborg kom blæsende ud til 2. halvleg, hvor nordjyderne bragte sig foran med otte mål, 18-10, efter de første fem minutter. Særligt Aalborgs venstre fløj, Buster Juul, gjorde sig bemærket med flere flotte aktioner og sikre straffekastscoringer. Aalborg-fløjen lavede hele ni mål i bronzekampen. KIF Kolding København prøvede ihærdigt at vende tilbage i kampen, men kunne ikke lukke det store hul op til modstanderen. KIF fik endnu en dukkert, da Morten Bjørnshauge måtte forlade banen efter sin tredje udvisning. Senere måtte også Aalborgs Simon Hald og Kolding Københavns Magnus Cleverly forlade banen efter et rødt kort.
Aalborg var det bedste hold på dagen, og nordjyderne snuppede derfor bronzen med en sikker sejr på 33-23.