Ungarn sendte Danmark ud af VM
Lagt på sportt.dk den 25-01-2017 af sportsWebmaster
Danmark havde det svært både defensivt og offensivt mod et godt indstillet ungarsk mandskab, og dermed blev det til et farvel til VM efter et nederlag på 25-27.Ungarerne var gode til at stresse Danmark i starten af kampen, og derfor havde Gudmundur Gudmundssons tropper også kun scoret en enkelt gang, da kampuret rundede de syv minutter, mens Ungarn havde passeret Landin fire gange. Selvom danskerne flere gange var tæt på en udligning, gav tekniske fejl hver gang ungarerne mulighed for at trække lidt fra igen. Langsomt kom Danmark mere og mere ind i kampen, og efter godt tyve minutter fik Danmark udlignet til 8-8. Herefter fulgtes de to hold pænt ad. Selvom Danmark havde flere muligheder for at tage føringen i de sidste ti minutter af halvlegen, var det i sidste ende alligevel Ungarn der gik til pause foran med 13-12.
Kampbilledet fortsatte i starten af anden halvleg, hvor Ungarn hele tiden var foran med et par mål, og det var som om, det var stolpe-ud for Danmark – i begge ender af banen: Forsvaret var på hælene, og i angrebet havde afslutningerne ikke den nødvendige præcision. Efter cirka ti minutter lukkede Ungarns keeper, Mikler, helt ned for de danske skytter, hvilket betød, at ungarerne gik fra en føring på 17-16 til 20-16 omkring midtvejs i anden halvleg. Igen fik Danmark spist sig ind på Ungarn, men man sad hele tiden med fornemmelsen af, at danskerne skulle arbejde langt hårdere for deres scoringer end modstanderne.
Heldigvis gav det hårdere arbejde pote efter 54 minutter, da Lasse Svan fik udlignet til 23-23. Håbet var, at en så sen udligning kunne knække Ungarn, men de holdt hovedet koldt og bragte sig foran med to mål med blot 75 sekunder tilbage af opgøret. Selvom Danmark fik reduceret, var det ikke nok på en dag, hvor meget lidt fungerede for de rød/hvide. Danmark tabte 25-27 til Ungarn og blev dermed sendt ud i VM-mørket, inden det for alvor blev sjovt.